40 Riddere

Den 9. marts er »De 40 ridderes dag«. Når den var forbi, overvejede folk, om de skulle bestille et nyt læs kul eller en ny forårsdragt. For var det mildt den dag, skulle de næste 40 dage blive herlige forårsdage. Men var det koldt, måtte man belave sig på kulde de næste 6-7 uger. Sådan så man i al fald på det i gamle dage.

Men De 40 ridderes dag har intet med vejret at gøre. Den er en mindedag for 40 martyrer, som under store pinsler led døden i Armenien omkring år 300 e.Kr. Fortællingen er følgende: Kejser Konstantin den Store havde en medregent, Licinius, som antog kristendommen på skrømt. Han var en tapper feltherre, en dygtig erobrer, og hans hære havde stedse kæmpet med held. Kun en enkelt gang svigtede lykken, og de blev slået på flugt. Men den vendte sig atter til dem - som følge af 40 tapre ridderes udholdenhed under bøn.

Licinius arrangerede en stor sejrsfest, og ifølge skik og brug i hedenskabens tid skulle der ofres både til guderne og kejseren.

De 40 kristne riddere nægtede imidlertid at tage del i offerfesten. Hverken løfter, bønner eller advarsler hjalp. De sagde, at de havde kæmpet for en jordisk kejser og sejret. De ville nu vise, at de kunne kæmpe for den evige majestæt og sejre.

Så gav Licinius ordre til, at fængsle dem. Gang efter gang blev de ført frem for hærlederen, som lovede dem forfremmelse og kostelig gaver, såfremt de ville adlyde ham. Hvis de nægtede, var pinsler og død i vente.

Men de nægtede. En af dem vovede endda at sige, at Herren havde åbenbaret sig for dem i fængslet og sagt: "Hvo, som tror på mig, om han end dør, skal han dog leve".

Det var signalet til nye barbariske pinsler. Man førte de 40 riddere til en frossen sø, og der blev hugget et hul i isen, hvor ridderne blev sænket ned til halsen i det iskolde vand. For at friste dem til frafald, blev der opstillet badekar med varmt vand ved søens bred. Dersom de fornægtede Jesus, ville de straks blive trukket op og lagt i det varme vand.

Kulden tog til, og natten skred frem. Pinslerne blev hårdere og hårdere. Ude fra søen lød der skiftevis salmesang og bøn, om end stemmerne blev svagere og svagere. På et tidspunkt var der én, som ikke kunne stå prøven igennem. Han ønskede at komme op. Han døde imidlertid, da han blev lagt i det varme vand.

Hen mod morgen så vagten ved søen, at engle svævede hen over søen med sollys og varme. Han talte 39 gyldne kroner, som englene holdt ned over de 39 martyrer. Da faldt han på knæ, udstrakte sine hænder og udbrød: "Herre Jesus, hidtil har jeg ikke troet på dig, men lad mig nu lide for dig og skænk mig fornægtelsens krone". Dereftr vandrede han ud over isen og lod sig glide ned i vandet til de andre.

Da dagslyset brød frem, og feltherren kom med sit følge, fandt han en syngende skare, som hverken følte kulde eller smerte. Han befalede, at de kristne martyrer skulle knuses med store jernkøller. Det skete, og de udåndede.

Dette er sagnet om de 40 riddere. Armenien-missionærerne berettede i sin tid, at der oppe i bjerglandet står en stor mindesten for martyrerne - og at såvel de kristne som muslimerne holder stedet højt i ære.