Hundedage

Hundedagene, årets varmeste periode, som lige siden antikkens Grækenland er blevet forbundet med fare for mennesker og dyr.

Vinen bliver sur, havet koger, sygdomme bryder ud og både mennesker og dyr bliver vanvittige.

Når vi træder ind i de såkaldte hundedage, er det med stor risiko for liv og levned, hvis man skal sætte sin lid til århundreders overtro.

Årets varmeste periode blev af antikkens grækere og romere betragtet som en ond tid, hvor Sirius-stjernen gav solen ekstra varme til at true mennesker og dyr.

Hundedagene har deres navn efter netop Sirius, som næstefter solen er den kraftigste stjerne i vores solsystem. Sirius betyder brændende, opkaldt efter det oldgræske ord Seirios, og er også kendt som hundestjernen, den største stjerne i stjernebilledet Store Hund. Også egypterne forbandt hundedagene med dårligdom, blandt andet fordi det netop var i denne tid, at Nilen gik over sine bredder, hvilket også markerede nytåret i den ældste egyptiske kalender.

I et forsøg på at slippe lidt billigere fra gudernes vrede, var det i antikken ikke usædvanligt at ofre en hund og helst en brun hund i forbindelse med hundedagene.

Begrebet hundedagene overlevede antikken og kendes i dag over hele den nordlige halvklode, hvor stjernebilledet Store Hund er mest synligt. På grund af jordens krumning ser stjernebilledet ikke ens ud alle steder på jorden, og derfor er der også forskellige opfattelser af, hvornår hundedagene begynder og slutter. I Danmark betragtes hundedagene dog oftest som perioden fra den 23. juli til den 23. august.

Denne periode er også høsttid, og derfor er hundedagenes komme traditionelt blevet set som et varsel om den kommende høst. Som hundedagene tændes, vil de endes, lyder et gammelt mundheld med henvisning til, at vejret på den første hundedag vil fortsætte hele perioden. Andre steder siges det dog, at den første dags vejr vil gælde for den første halvdel af hundedagene, mens vejret vil blive stik modsat de sidste 14 dage af hundedagene.