| Artikelserie om Tønning |
| Tilbage
til oversigt
Tilbage til forsiden |
|
Livet på en
vindmølle Af Svend
Petersen, Glarbo (Bragt i Midtjyllands
Avis fredag den 31. oktober 1980) I de sidste
halvhundrede år er der i vort
samfund på næsten alle områder sket store ændringer, teknik, forskning
og
videnskab har ændret levevilkår såvel materielt som kulturelt. Noget af det
de ændrede vilkår har medført er,
at en række erhverv er helt eller delvist forsvunden fra vor
tilværelse.
Bortset fra at nogle bevares som museer, er det til at forudse, at de
om få år
er helt borte, det gælder landsbysmeden, skomageren, den lille købmand,
bødkeren,
karetmageren, mølleren, de småhandlende og småerhverv i det hele taget.
Ingen
eller få ønsker udviklingen skruet tilbage, jeg gør det heller Ikke,
men de af
os der som dreng har stået i en landsbysmedie og oplevet duften af
brændende
kul og glødende jern, der blev hamret ud mens ildgnisterne føg og
rummet
fyldtes med klingende og larmende lyde, når hamren med rasende fart
ramte det
glødende jern, kunne vel ønske andre den samme oplevelse. Selv er jeg
søn af en møller og opvokset i og
ved en vindmølle. Det var en rigtig gammeldags vindmølle uden datidens
nymodens
finesser, selvkrøjning og selvsvækning var den gang ellers ved at blive
almindelig, når møllerne skulle repareres, men min far holdt fast ved
kludesejlene
og den manuelle krøjning, så når vinden øgedes og blev for kraftig,
skulle vi
enten det regnede, frøs eller sneede svække vindstyrken mod vingerne
ved med
persen at stoppe dem og derefter rulle en så stor del af sejlene
sammen, at
farten igen blev passende. Og når vinden ændrede retning, skulle vi ved
hjælp
af tunge jernkæder og håndspil ud at krøje møllehatten og dermed
vingerne i den
rigtige retning i forhold til vinden. Det kunne være et hårdt og
ubehageligt
men tillige spændende job at være møller en vinterdag, når vinden tog
til i
styrke og ændrede retning. Vinden skulle udnyttes så meget som mulig,
kværnene
skulle passes, så sækkene ikke blev så fulde at det stoppede for
udslyngningen
og kuberne måtte ikke løbe ud for kom, så blev der rent udsagt en
djævelsk
larm, når den store oversten uden at der var kom imellem kværnede mod
den faste
understen så ildgnister og flintesten stod ud fra udslyngningsstedet.
Bortset
fra at det var noget af en katastrofe at vinden ikke blev udnyttet,
kunne det at
kværnen løb tør let nødvendiggøre en skærpelse af kværnen, en bildning
som vi
kaldte det. Og var det at vinden ikke blev udnyttet ved at kværnen løb
tør en
katastrofe, så var det uforudset at skulle bilde en kværn når vinden
var
gunstig, en endnu større katastrofe. Det var ikke en proces der kunne
klares på
en halv eller hel time. Nej når de store stene ved hjælp af kran og
svinganordninger skulle skille ad og anbringes, så vi kunne komme til
at bilde
dem med specielle af landsbysmeden udtyndede og hærdede hamre, da
skulle vi
regne med en hel dag for to mand, undertiden måtte natten tages med når
der var
travlt, og kværnen ikke kunne undværes. Det kunne
være et koldt arbejde at bilde en
kværn, især en vinternat i en stormomsust mølle men en megen spændende
atmosfære var der også, når hamrene ramte flintestenene så gnisterne
føg fra
såvel stål som sten. Kunne arbejdet ved og l møllen være hårdt og barsk
en
vinter eller efterårsdag, så kunne det til gengæld være den rene
romantik en
stille sommerdag, hvor vingerne gik for en stille og jævn sydvestbrise,
og der
ikke var mere travlt, end vi kunne nøjes med vinden uden at bruge
hjælpemotoren, som vi også havde i de tilfælde, hvor vinden ikke kunne
klare
det. De danske vindmøller lå jo altid højt, og en sådan stille
sommerdag hvor
vingerne daskede rundt med deres stille sju sju kunne man fanges af en
stemning
der vanskelig kan beskrives når man med ryggen lænet mod det varme
tagpap på
mølleskroget lod blikket færdes over det danske sommerlandskab samtidig
med, at
man lod fantasi og drømme tage fart. |
|
Udover at
være steder der var uundværlig for
egnens befolkning var disse gamle håndværk og erhverv steder hvor
tidens
problemer og omegnens nyt blev drøftet. Ja det hændte vel også at en
eller
anden fik aflæsset nogle af de personlige problemer, der kunne tynge.
Møllen
var ikke en undtagelse særlig i den for bønder stille tid mellem roer
og høst,
hvor både vejr og tid tillod, at man undertiden ventede på at få det
medbragte
korn med hjem i formalet tilstand, kunne der blive tid til en snak med
mølleren
eller andre kunder, og var der fortrolige ord, som kun den tiltalte
skulle
høre, dækkede møllens lyde så rart over ordene der blev sagt. I mine
drengeår indtil ca. 1930 var der travlhed
på møllen men så begyndte den for mølleren triste og tunge tid hvor
eksistensen
blev truet. Elektriciteten
som lys og kraft var blevet
almindelig for såvel gård som husmænd det medførte, at det blev let og
billigt
at få Installeret kværn, så man selv kunne formale sit korn, det var
nemmere
end med hest og vogn at skulle køre til mølle. Det var naturlig nok i
begyndelsen de største gårdmænd der købte kværn. Investering en sådan
betød
Ikke meget for dem i forhold til, hvad de skulle give for at få kornet
malet
ved mølleren, senere så også de mindre landbrug deres fordel ved selv
at købe
kværn. Jeg husker tydelig den alvor og truende stemning, der bredte sig
i vort
hjem, når vi erfarede en af vore kunder havde købt kværn. Men
udviklingen kunne
ikke standses, nogle møllere forsøgte at overleve ved at handle med
korn og
foderstoffer for nogle lykkedes det for det store flertal ikke, det var
ikke
let at konkurrere med de store forretninger. Nu er det gamle
mølleerhverv stort
set borte og med det som sagt ikke så få andre småerhverv, endnu kan
man finde
en lille købmand, hvor man kan gå hen til disken med en seddel og lade
ham
ekspedere sig varene, men hvor længe, og hvor mange af os ønsker det. Mon ikke de fleste af os hellere vil betjene sig selv i hvert fald når vi samtidig tror og eventuel erfarer at det er billigere. Men er det ikke som det er blevet lidt koldere og mere uinteressant omkring os, eller er det kun den generation som jeg selv tilhører der har den fornemmelse.
Minder fra en
landsby for 50 år Svend
Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands
Avis fredag den 11. december 1981) Bevarelsen af
landsbyerne er i dag i focus. Det,
som en gang var rammen om landsbylivet, forsvinder, og derfor er
landsbyformen
truet. I denne og nogle følgende artikler fortæller Svend Petersen,
Glarbo, By,
om sin barndoms landsby, Tønning: Det beklages,
at landsbyerne forsvinder, men
vore ændrede livsformer og krav om større og større effektivitet har
frataget
landsbyens småhandlende og småforretninger deres eksistensmulighed, og
dermed
vil det gamle landsbyliv for stedse være borte. For disse
småvirksomheder var
jo sammen med kirke, skole og anden bebyggelse den ramme om
landsbylivet, som
det ikke kan undvære for at bestå. Nu må vi, der
har oplevet landsbylivet for godt
50 år siden, indrømme, at det også havde sine dårlige sider, men
alligevel
husker man det som noget rart og erindringsværdigt. Min barndoms
landsby havde som bymidte en granit
kvadrestens kirke med tilbygget hvidkalket tårn, en gammel rytterskole,
gadekær
og smedie, i spredt orden kom dertil brugsen og en del huse, enkelte af
dem var
indrettet med småværksteder. Hel tæt op af byen lå en fem seks gårde,
længere
borte lå endnu nogle gårde og ejendomme samt vindmøllen med tilhørende
lille
ejendom, der var mit hjem. Det var det karakteristiske ved landsbyen,
at den
ved en privatbanes gennemførelse i 1899 fik en forstad. Der havde måske
i
forvejen foruden en gård været et enkelt hus, men da stationen kom ved
foden af
en ca. Stationen som
vi kaldte bebyggelsen, standsede
imidlertid hurtig i vækst, og den kom aldrig på størrelse med den
oprindelige
landsby. I modsætning til mange landsbyer havde vi ikke over for kirken
liggende
en kro. vi havde derimod et forsamlingshus, hvor landsbyens beboere
samledes
til såvel fest som til kaffe efter begravelse. Det var også her
landsbyens
ungdom samledes til deres fælles aktiviteter såsom gymnastik, foredrag,
dilettant og andre forskellige former for festligheder, nogle af dem
med
efterfølgende dans, og foreningsballerne manglede selvfølgelig heller
ikke. De
helt store fester var juletræ og høstgilder og i min barndom
efterårsmøder med
foredrag, ved de sidst nævnte festligheder samledes både unge og ældre,
og
forsamlingshuset var pyntet med årstidens blomsterpragt. Mindes man
det der var landsbyen mindes man
selvfølgelig ikke blot dens ydre rammer, men menneskene og især de mest
særprægede der gav landsbylivet ekstra stemning, liv og farve. Der var
skomageren, der også var centralbestyrer, træskomanden der klippede
folk, der
var landsbydegnen der selvfølgelig også var kirkesanger, mureren der
var ringer
og graver, landposten der var cykelsmed, ja der var mange flere
særprægede
mennesker og egentlig var de det vel mindre eller mere alle, selv om
jeg jo nok
må indrømme, at både mennesker og oplevelser er farvet af de
mellemliggende år
og min daværende alders måde at opleve på. Noget som
livet i en landsby medførte var, at
alle kendte alle, og kendte hinanden så godt, at de vel næsten også
kendte
hinandens liv »i sengehalmen«. Det kunne have sine gode og dårlige
sider, at
man ikke kunne skjule sig i en landsby, men det var vilkårene, der nok
for en
enkelt kunne være barsk og ubehagelig, men som også kunne betyde hjælp,
når det
var hårdest tiltrængt. Landsby‑snakken var vel sjælden ondskabsfuld,
men
dækkede heller ikke over nogen eller noget, man havde jo ikke stort
andre
oplevelser end hinandens gøren og laden, og de fleste vedstod sig gerne
det de
var, deres særheder og det liv de levede, ja undertiden var der vel
endda en og
anden, der vedstod sig sin særegenhed så man næsten kunne få det
indtryk, at
vedkommende var stolt af den. Føle sig mere end andre, være storsnudet
som vi
kaldte det, var ellers noget af det, der dårligst blev tolereret i
landsbylivet, det skulle der megen dumhed, hartkorn eller anden
indflydelse til
at bære. Nu taler man
en del om, at vi skal komme
hinanden ved, og nogen forsøger af den grund at holde liv i
landsbyresterne ved
at bygge ved eller omkring dem, men det vil aldrig blive andet end et
forsøg på
at genskabe det landsbyliv, hvor man på en naturlig og selvfølgelig
måde kom
hinanden ved, fordi man på alle områder så vidt det var muligt
benyttede sig af
hinanden, og mødtes hvor næsten alle kom som f.eks. ved brugsen, smed
osv.
Dengang skulle tiden også udnyttes, men at udnytte tiden var også at få
en snak
hvor man mødtes. I min
drengetid var der på min hjemegn syv års
halvdags skolegang, de første tre år gik vi i forskole, de sidste fire
i
hovedskole, i begge skoler gik de yngste om eftermiddagen. Hovedskolen
var en
gammel rytterskole med mindeplade for skolens oprettelse indmuret ved
siden af
indgangsdøren. Der havde selvfølgelig fra den tid, da den væsentligste
del af
degnens løn, var det han kunne avle på degnejorden. Jorden til skolen,
var da
jeg midt i tyverne begyndte min skolegang forpagtet ud, men endnu stod
udhuset,
som degnen nu brugte til opbevaring af træ, tørv, cykler, haveredskaber
med
mere. Selve skolebygningen var en lang længe med skolestue i den ene
ende, og
beboelse for degnefamilien i den anden. Fra en mellemgang mellem
skolestue og
lejlighed kunne degnen komme i skolen uden at skulle uden for. Degnen var af
udseende en lille pæn og sirlig
mand. han havde fipskæg og gik til daglig med knækflip og lorgnetter og
til
trods for, at han var godt et halvt hundrede år, var såvel hans blik
som
bevægelser hurtige, så inden vi nåede at værge os, kunne vi i sangtimen
rammes
af violinbuen, som ingen at os dog regnede for noget, det havde degnen
buen for
kær til. Værre var det med spidsen af den 1ange pibe, som han for det
meste i
timerne gik og smårøg på, den slog hårdt, hvor den ramte. Degnen var nu
ikke
slem til at slå med nogen af delene, men det var ikke altid lige let
for vi
unger at holde interessen fangen, ved den samme lille Danmarks eller
Bibelshistorie, som vi nåede at læse igennem hvert år i de sidste, fire
år vi
gik i skole. Det samme var tilfældet med geografibogen med tilhørende
atlas.
Derudover havde vi diktat, genfortælling, enkelte gange stil,
højtlæsning og så
almindelig regning, det var længe før matematikkens tidsalder i den
slags
skoler med tilhørende degne. Det var stort set skolefagene, og det var
således
ikke de store og vilde, kundskaber nogen af os tilegnede sig i den
skole. Det bedste
ved skoletiden var lørdagene, der var
dengang ingen der havde lørdagsfri, men degnen har åbenbart på det
område været
forud for sin tid, og samlede os alle både store og små til fælles
timer lørdag
formiddag, skolestuen var stor nok til at kunne rumme os alle, for før
forskolerne blev bygget, havde den kunnet rumme også de yngste årgange.
På
disse lørdag formiddage læste degnen højt for os, oplæsningen blev,
hvis vejret
var til det, og særlig om sommeren, afløst af vandreture i omliggende
skove og
enge. Det blev af degnen kaldt botanik og zoologiture, og skulle
åbenbart efter
hans mening erstatte de timer vi ellers skulle have haft i de fag året
igennem.
Vi nød disse ture med degnen, der lod os lege som det passede os,
undertiden
hændte det, at en af os, og velnærmest af højlighed mod degnen. fik tid
til at
rive en plante op og gå hen og få navnet at vide. Var vejret særligt
godt, og
vandet varmt nok til badning, gik degnen med ned til Gudenåen og lod os
bade i
den. Han gik da oppe på engen og holdt øje med os unger. Engang før min
tid var
der en af de store drenge, der ved at foregive at han druknede, narrede
degnen
i åen med tøjet på, heldigvis opgav degnen ikke af den grund kommende
badeture.
I min tid oplevede vi ved badeture ikke andet dramatisk, end det jeg nu
vil
berette. Drenge og
piger badede sammen, og der var en
naturlig frimodig ublufærdighed mellem os skoleunger, så det var ikke
alle der
havde badedragt på, men det vakte alligevel opsigt, da en dreng i en af
de
ældste klasser, i sin glæde over at opdage, at han kunne flyde, med
højre råb
et stykke oppe ad åen fortalte os det, og dernæst uden en trævl på
kroppen
demonstrerede det, ved på ryggen at komme flydende med strømmen ned ad
åen.
Selv degnen kunne ikke holde smilet borte ‑ ved synet af drengen, der
kom
flydende med et vigtigt organ højt over vandet. En anden af
de store oplevelser i skoletiden var
den dag om året, hvor vi skulle bringe degnens træ i hus, i den
anledning fik
vi fri fra skoletimerne, bagefter tik vi penge af degnen til soldetur i
brugsen, nogle af pengene blev som regel brugt til en sodavand, der den
gang
blev betragtet som den helt vilde luksus. Blev vi færdige med træet før
almindelig skoletids afslutning, kunne vi på demokratisk vis vælge
mellem at
tage hjem eller en skovtur med degnen, vi valgte gerne det sidste,
hvilket vel
fortæller en del om degnen og vore ture med ham. Jo, han var god nok, skoIeudflugterne med ham var også festlige, dengang foregik det som oftest på cykel, vi var fra naturens hånd godt udstyret med seværdigheder tæt ved, såsom Ejer Bavnehøj. Sukkertoppen ved de gamle klosterområder, Egebjerg vandværk der dengang blev kaldt det danske Schweiz og lad os ikke forglemme Øm Kloster, Velling Koller med mere. Efter en sådan udflugt hændte det, at vi ved særlige lejligheder blev inviteret på chokolade og kager i degnens have, og vi blev da opvartet af hans kønne døtre, som på skift var hjemme som piger, og som af alle store drenge blev betragtet som dejlige men uopnåelige skønheder. (fortsættes)
I smedien
blev der drøftet nyt Af Svend
Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands
Avis fredag den 18. december 1981) Grøde i
lokalhistorien Den stigende
interesse for lokalhistorie giver
sig efterhånden udslag i mange publikationer, hvor minder fra fortiden
beskrives i tekst og billeder. For tredie gang foreligger nu som
julebog en
skildring af folk og liv på Røndeegnen. Bogen, der har fornævnte titel
er som
dens forgængere udsprunget at nogle lokalhistoriske foredrag, der
holdtes for
første gang i AOF i Rønde i 1979. I bogen veksles med de
lokalhistoriske
foredrag og samtaler med gamle mennesker på egnen. Til næste år vil der
blive
udgivet en særudgave af "Folk og liv på Røndeegnen" om egnens
andelsmejerier i anledning af andelsmejeribevægelsens 100‑års jubilæum. Svend
Petersen, Glarbo fortsætter her
skildringen af sin barndoms by, Tønning. Lige overfor
skolen lå smedien, der foruden at
være en af de steder hvor nyt blev drøftet, var det sted hvor smeden
regerede,
smeden var kun smed, men det var han til gengæld også til gavns. Vi
skoleunger
benyttede undertiden frikvartererne til at overvære hans
trolddomskunster med
at forvandle det sorte og kolde jern til noget glødende rødt, der
næsten kunne
gøre ondt i øjnene, og som han igen med næsten rasende slag, og mens
ildgnisterne føg og ambolten gav høje og klingende lyde fra sig, kunne
forvandle til f. eks. en hestesko. Særligt spændende var det, når der
skulle
lægges ny jernring omkring et vognhjul, da måtte smeden have
assistance, undertiden
fra en eller to af vi store drenge, der med tænger skulle holde den
varme ring
på plads ved den ene side at hjulet, mens smeden selv hamrede løs på
den øvrige
del for, at få ringen på plads, inden jernet blev for koldt. Det var en
vanskelig opgave at få en jernring til at ligge tæt og fast omkring et
vognhjul, før omlægningen skulle smeden næsten med millimeters
nøjagtighed have
smedet en ring, der passede til hjulet, og ved selve omlægningen måtte
jernet
hverken være for varmt eller for koldt, i begge tilfælde kom ringen til
at
sidde løs og skulle smedes om. I anledning
af, at jeg var møllersøn, fik jeg
også lejlighed til at overvære smedens trolddomskunster, når han
skærpede vore
bildhamre, hvilket vil sige at de skulle udtyndes og hærdes, det var en
ikke
mindre opgave end det med vognhjulet, at få hamrenes stål hærdet
således, at
det ikke sprang i stumper og stykker, når det ramte kværnens hårde
flintsten. Foruden
smeden havde landsbyen endnu en
håndværker, hvis arbejde, mens jeg var dreng, forundrede mig, det var
Franskvaskeren, en sirlig og pillen, enlig lille dame, der boede og
virkede i
den ene ende af et dobbelt hus, der var adskilt med en brandmur. Alt
ved såvel
hendes person som i hendes lejlighed var så rent og probert, at jeg som
dreng havde
indtryk af at hun franskvaskede det hele. Dengang gik i hvert fald de
ældre
årgange samt unge med respekt for sig selv med stivet kravetøj eller
manchetskjorte. Først på ugen kunne man aflevere det snavsede vasketøj
og sidst
på ugen kunne man med mange formaninger fra Franskvaskeren om endelig
at
behandle det forsigtig hente det igen. Jeg modtog altid med ærbødighed
både
formaningerne og den med knappenåle forseglede pakke, der indeholdt det
nyvaskede og nystivede kravetøj omhyggeligt indpakket. Ved hjemkomsten
forundrede det mig hver gang, hvordan hun kunne få kravetøjet så stift
og få
det strøget så fint i facon. Når jeg
fortæller om mennesker fra min barndoms
landsby, kan jeg ikke undlade træskomanden. Han var en lille tætbygget
mand med
lune, hans kone var død, før jeg kunne huske, hvilket måske forklarer,
hvorfor
han havde værkstedet adskilt med et forhæng, så der blev et større og
et mindre
rum ud af det, i det mindste havde han indrettet sig med kakkelovn, og
foruden
sit arbejdsbord, lidt bohave bestående af en divan nogle stole og et
lille
spisebord, hvor han kunne smøre sig en mellemmad og drikke den kaffe
han havde
brygget sig på kakkelovnen.
|
|
Efter lidt småskænderier indvilligede bonden i prisforhøjelsen og klipningen fortsatte. For at ingen skal være i tvivl kan jeg fortælle at de blev ved med at være lige gode venner og at bonden vedblivende blev klippet af træskomanden.
Småkårsfolk
for et halvt århundrede siden Af Svend
Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands
Avis fredag den 20. februar 1981) Går vi godt
og vel et halvt århundrede tilbage
var betegnelsen småkårsfolk almindelig, nu kender man den næppe mere.
Betegnelsen fattigfolk var engang også almindelig, men medens den
undertiden
kunne have en anelse klang af ringeagt, havde betegnelsen småkårsfolk
det
sjældent for ikke at sige aldrig. Noget af det,
der kan være med til at
karakterisere datidens småkårsfolk, var deres vilje til at ville klare
sig selv
og ikke give op, selv om kårene de levede under var små og undertiden
hårde og
strenge. Fra min
barndom husker jeg flere der af mine
forældre og andre blev betegnet som småkårsfolk, og havde de ikke været
der,
ville tilværelsen have været fattigere og mindre farverig. Et par
småkårsfolk som jeg fra min barndom
husker er blandt andre Ane og Jens. Da jeg som dreng lærte dem at
kende, boede
de i et lille forsømt hus ikke langt fra to store proprietærgårde, Jens
var
vejmand og Ane var hjælpekone rundt på gårde. Som oftest var det
storvask og.
grovere rengøring, hun blev kaldt ud til, ingen af delene var
misundelsesværdig
arbejde, men Ane var ikke bange for at tage fat og gik ikke af vejen
for det
ubehagelige arbejde. Ane havde ellers kendt bedre dage, hun var eneste
datter
af rige gårdmands‑folk, og var en tid pige hos sine forældre samtidig
med
at Jens var karl, resultatet af det sammentræf blev at Ane og Jens
skulle
giftes. De overtog ved den lejlighed Anes fødegård, men Jens var ikke
egnet som
administrator af en stor gård, og resultatet blev at de måtte flytte i
det
omtalte hus uden stort andet end en stor og stadig voksende børneflok. Til at
begynde med var Jens forkarl på en af de
store gårde og Ane var malkekone, ‑ dengang skulle der malkes tre gange
om dagen og selvfølgelig med håndkraft. Da jeg lærte Jens og Ane at
kende, var
deres børn fra hånden, og deres arbejdsvilkår var ændret til de før
omtalte. De
hårde livsvilkår var ikke gået sporløst hen over dem, men Ane der var
den mest
energiske, var den der var tydeligst mærket. Der havde ikke været råd
til
forlorne tænder eller nye klæder, ja end ikke tid til at få de gamle
anbragt
lidt pyntelig, Ane havde
brug for al den tid hun havde til,
sammen med Jens, at skaffe det nødvendigste til børnene, og da de var
fra
hånden, var hun kommet ud af vane. Men Ane var ved nærmere øjesyn langt
fra
grim, ja i sine unge år har hun endda sikkert været en særdeles køn
pige. Til
trods for hendes noget sjuskede fremtoning, havde hun noget
aristokratisk over
sig, hendes ansigtstræk var regelmæssige med en velformet mund, en
noget stor
og krum men smal næse, mørk brune noget for små øjne og et viltert
kruset, gråt
hår, der sikkert engang havde været kulsort. Når Ane
skulle ned til os for at hjælpe min mor,
var det undertiden mig, der skulle ud til Ane et par dage i forvejen
for at
give besked. Første gang jeg kom i deres fattige bolig var ved en sådan
lejlighed. Da jeg var kommet over den slidte trappesten og ind gennem
den lave
og ramponerede indgangsdør, stod jeg i en lille lavloftet forstue,
gulvet var
af røde mursten, der gennem tiden var blevet slidt så ujævnt, at det
var med
fare for liv og helbred at færdes henover dem. Fra forstuen kom jeg ind
i en
trang og dunkel stue, der var lige så lavloftet som forstuen, gulvet
var også
af samme beskaffenhed. Stuens bohave, der bestod af slagbænk et
spisebord nogle
stole, et hjørneskab og ved den ene bordende en kurvestol, bar tydeligt
præg af
at være brugt at den store børneflok. Ane var ikke i stuen, da jeg
trådte ind,
men efter mit goddag kom hun ind fra køkkenet, hvortil døren stod åben,
et blik
derud kunne fortælle, at det var af samme fattige beskaffenhed som de
øvrige
rum. Jeg busede ud med mit ærinde for hurtigst muligt at komme ud igen,
men
blev af Ane budt til sæde på slagbænken, og efter en tur i køkkenet kom
hun
tilbage med saftevand og småkager. Det bedste
indtryk fik jeg af Ane når hun var
nede at hjælpe min mor. Vaskedagen var en engang om måneden
tilbagevendende
begivenhed. At være vaskekone for godt 50 år siden var ikke just et
ønskejob,
om sommeren kunne det endda gå, men om vinteren var det et
umenneskeligt
arbejde. Tøjet skulle gnubbes på vaskebrættet i det skoldhede varme
sæbevand,
mens den kogende gruekedel fyldte bryggerset med damp. Ind imellem
skulle der
hentes vand i gården, som skulle pumpes op med håndkraft, det var ikke
få
spande vand, der skulle pumpes op og bæres ind, og tid blev der ikke
taget til
at tage ekstra tøj på oven på det af sved og damp gennemblødte, ikke for Ane i hvert fald. Bagefter skulle
tøjet skylles og vrides i det iskolde vand, og selv i frostvejr foregik
det i
gården ved vandposten, uforståelig at et menneskes helbred kunne holde
til det.
Havde lønnen så blot stået nogenlunde rimelig forhold til det hårde og
usunde
slid, men også dengang var det mest ubehagelige arbejde dårligst betalt. Mor og Ane
havde hinandens fortrolighed, der
særlig kom til udtryk ved den ekstra kop formiddagskaffe, de indtog
alene,
bortset fra mig der ofte tog mig lejlighed til at lytte med. Ane kunne
ved
disse kaffepauser berette om svundne bedre tider, men også om strenge
tider hun
havde været igennem, og om de der stod for døren i morgen. Hun havde
hendes
bestemte og afgjorte meninger om, hvordan kommunen og samfundet burde
indrettes, og hendes meninger var så afgjort ikke til de besiddenes
fordel. Ane
havde mange og velmente gode råd, også mod legemlige besværligheder,
hendes
bedste helbredelses medicin var kronesencer og kinadekogt. Jeg havde
den lykke
at mit helbred ikke gav anledning til, at jeg stiftede nærmere
bekendtskab med
disse for Ane så betydningsfulde midler. De to gange
om året vi slagtede gris var for mig
uhyggelige dage, men for Ane var det festdage, for når dagen og det
hårde slid
var forbi, fik hun foruden sin ringe dagløn en kurv med slagtevarer,
der var så
tung, at hun døjede med at bære den, ‑ ved sådan en lejlighed græd Ane
af
glæde og taknemlighed. Hun var for øvrigt selv en gavmild natur, hvert
efterår
lavede hun af nedfaldsæbler gele, og efter en sådan syltning havde hun
ved
næste storvask hos os nogle glas æblegele med. Det smagte godt. Derimod
kneb
det lidt med gedemælken. Ane havde nemlig også ged, og det hændte at
hun
medbragte en flaske gedemælk, som hun sikkert med rette hævdede ville
være til
gavn for min sundhed. Ane var ikke
altid lige tilfreds med Jens, og
vel ikke uden grund, det kunne ikke siges om ham, at han ikke passede
sit
arbejde, men det kneb lidt for ham at leve op til Anes energiske
indsats for at
opretholde hjemmet. Så godt begavet som Ane var han heller ikke, men
Jens havde
andre gode sider. Hvor han var, blev der f. eks. ikke ødslet med
materialerne,
hverken da han var forkarl eller som vejmand. På proprietærgården blev
der ved
gødningsudkørsel kørt med tre spand heste og fire vogne, to undervejs
en i
marken og en i møddingen. Som forkarl var det Jens, der skulle aflæsse
gødningen i små bunker på marken, der var på ca. 12 tdr. land. På et
tidspunkt
meddelte Jens, at han ikke skulle have mere gødning ud, han kørte selv
den sidste
vogn hjem fra marken, men ved Jens` hjernkomst så gårdejeren til sin
forbavselse, at der i vognen var så meget som en halv trillebørlæs
gødning.
Marken havde fået nok efter Jens' mening, og gødning skulle der heller
ikke
ødsles med. Senere blev han som omtalt vejmand, dengang var næsten alle
veje
grusveje, og der var meget arbejde ved at holde dem ved lige. Langs
vejene var
der med passende mellemrum aflagt dynger af ral og sand, som vejmanden
kunne
tage af, når han skulle reparere de fremkomne ujævnheder i vejen. Det
var en
hel speciel oplevelse at se Jens med trillebør og skovl på vejen,
bilerne var
dengang få, og Jens gik kun nødtvungent af vejen, for de få der kom.
Sindigt
anbragte han sin bør hvor vejen skulle repareres, først kom der ral i
ujævnheden,
så blev det omhyggeligt stødt sammen og jævnet og derefter lige så
omhyggeligt
strøet sand på og til sidst klappet efter med skovlen. Heller ikke her
blev der
af Jens ødslet med materialerne. Efter som dreng at have betragtet et
så
omhyggeligt vejarbejde, var det med bekymring, man tænkte på at den
næste
tungtlæssede vogn, der kom efter, at Jens havde fjernet sig, tildels
ville
ødelægge hans værk. Min mor og
andre med hende var flinke til at
byde Jens ind på kaffe eller et måltid mad, når han var i nærheden, men
appetitlig at have med til måltiderne var han just ikke, for Jens var
umanerlig
til at skrå, og i hans store fuldskæg hang som oftest en skøn blanding
af
skråtobak og andre gode sager fra næsen, der ikke var alt for tæt,
hvilket
ikke var så underligt for Jens færdedes jo som vejmand ude i al slags
vejr.
Dengang var der ikke noget der hed vejrligsdage, man kunne få betaling
for hos
fagforeningen, og Jens gik for øvrigt ikke af vejen for en byge. Jens var
altid såre taknemlig for det man bød
ham. Det værste var, at han ved sin vanlige replik under måltidet »det
smager
endda godt det hier«, havde for vane og dertil en fantastisk evne
tilsat slå
underlæben op over overlæben og indsuge det i skægget føromtalte plus
de dertil
komne madrester. Engang var
Jens af en gårdmandskone, der var
noget forud for sin tid, blevet inviteret på smørrebrød samt revne
gulerødder
med citron i. Under måltidet kom han med sin vanlige replik, hvortil
konen
svarede: »Ja og så er det sundt, for det er fuld af vitaminer«. Jens
havde
aldrig før stiftet bekendtskab med omtalte mærkværdigheder, men efter
en lille
pause i spisningen og en nærmere undersøgelse af maden ved at køre lidt
rundt i
den med gaffelen, erklærede Jens: "Jow no do sejert ka a da osse godt
si
dem do”. En sen eftermiddag hvor jeg opholdt mig i haven kom Jens fra arbejde, på lang afstand kunne jeg høre hans tunge fodtrin i de store spidssnudede og jernbeslåede træsko under armen havde han som sædvanlig sin skovl, men i den ene hånd havde han noget usædvanlig, nemlig en georgin, hvor han havde den fra aner jeg ikke, men da han så mig rakte han den med et alvorligt smil til mig, med et »Den må do fo"
Landsbyens
skomager og centralbestyrer. Af Svend
Petersen, Glarbo (bragt i Midtjyllands
Avis lørdag den 2. januar 1982 Svend
Petersen, Glarbo, fortsætter og afslutter
her sin skildring af sin barndomsby Tønning: Skomageren
var også centralbestyrer, ja det var
nu egentlig hans kone, der skulle bestride det sidste, men som regel
var det
skomageren, der klarede både at være skomager, centralbestyrer,
nyhedsformidler
med mere, hvilket kunne bevirke, at der undertiden kunne fremkomme
lange
ventetider både på skoreparationer og telefonforbindelser, men det var
vilkårene som stort set alle, af forståelige grunde, havde affundet sig
med.
Skomageren's, som de i daglig tale blev kaldt, var begge store og
kraftige,
livlige mennesker, det var i hvert fald ikke legemlige svagheder der
havde
bevirket, at skomageren blev skomager. Ved første
daglige benyttelse af telefonen,
skulle man helst have en lille sludder med skomageren om dagens nyt, De
havde
som centralbestyrer tavshedspligt med, hvad de hørte ved ekspedition af
samtaler, og med hensyn til hvad de eventuelt hørte af fortrolige
samtaler,
bragte de aldrig det videre, men med almindelig officielt nyt, og især
landsbynyt var det en anden sag. De fleste af landsbyens og sognets
beboere
ville have følt sig forurettet, hvis de ikke havde kunnet ringe eller
på anden
måde have henvendt sig til skomagerens og få at vide f. eks., hvordan
det mon
gik med en af landsbyens beboere, der var alvorligt syg. Og var man i
tvivl om
mødetid til begravelse eller fest, kunne mannblot henvende sig til
skomageren’s. Skulle man i byen og gerne ville vide, hvem der eventuelt
ringede
i mellemtiden, henvendte man sig også til dem, så tog de en snak med
vedkommende, og ved hjemkomst kunne man så få et referat. Selvfølgelig
kunne
skomageren's også have sine fem minutter, som man siger, der kunne
bevirke
korte og knappe svar eller telefonekspeditioner uden kommentarer. I
trykknaptelefonens tidsalder er det helt mærkeligt at tænke tilbage på
den tid,
hvor man ikke indenfor lokalområdet benyttede sig af telefonnumre, man
bad i
stedet om brugsen eller nævnte navnet på den. man ønskede at tale med,
ja
endogså flere udenbys kunne ekspederes på den måde. Jo, det var
forunderligt, hvad skomageren kunne
præstere, dengang var lokale samtaler gratis, og for den tid, hvor
radioen var
almindelig, har jeg som dreng mange gange oplevet, at far gik hen til
vægtelefonen og efter opringningen sige til skomageren: »må a fo æ
radioavis«.
Det lyder besynderligt, men ønsket blev opfyldt, hvordan det gik til,
er jeg
aldrig blevet klar over, men det var noget med, at købmandens radio ved
samarbejde mellem købmand og skomager blev koblet ind på telefonnettet,
det var
sikkert ikke helt lovligt, men flere end far nød godt af det samarbejde. Handel med
sko havde skomageren også, men kun
efter bestilling, man kendte selv sit nummer og bad så f. eks. om et
par sorte
herresko nr. 42, at ønske sig andre former for sko end de skomageren
skaffede
hjem, faldt dengang de færreste ind. Landsbyens og
omegnens beboere benyttede sig i
det hele taget så vidt muligt af hinanden med de muligheder det
indebar.
Igennem landsbyen forbi brugs, skomager og smed kørte hver dag tre
forskellige
mælkevogne på vej mod det noget længere bortliggende andelsmejeri,
vognene var
hestetrukne og med jernringe forsynede træhjul, hestenes tunge skridt i
den
grusbelagte vej samt vognhjulenes gruttende og knusende lyd i sten og
grus,
kunne man høre på lang afstand. Mælkekuskene
var ikke alene mælkekuske, nej, med
dem kunne omegnens beboere få bragt pakker fra landsbyens handlende og
håndværkere, havde man ikke telefon, kunne man selvfølgelig også sende
bud med
kuskene, de blev så til gengæld rigeligt beværtet med kaffe og gode
mellemmader. I den
forbindelse kommer jeg til at tænke på
landposten, der dengang var på cykel, og om vinteren når der var sne,
til fods,
han havde sine faste spisesteder, som han afpassede tiden og turen
efter, i mit
hjem fik han formiddags mellemmad og kaffe. Det var den
samme post, der var cykelsmed, og
det var ham der lavede den første cykel, jeg fik som dreng, den var
flikket
sammen af en gammel voksen cykel, som han havde skåret ned, så den fik
en
passende størrelse til en knægt. Ikke blot mange af landsbyens unger,
men også
mange unge og ældre kørte på cykler fremskaffet eller »standret« af
posten. Posten og
mælkekusken var forøvrigt ikke de
eneste, der blev budt til sæde og en snak med tilhørende kaffe og
mellemmader,
for dengang var det almindeligt, at de, der havde de varer, som
landsbyen ikke
kunne præstere kom til kunderne i stedet for omvendt, således husker
jeg, at
der regelmæssigt i mit hjem, i hver uge kom to slagtere, en fiskemand,
en der
kom med slagteriaffald og grøntsager, en bager og derforuden, med
længere
mellemrum, pottemagere, uldkræmmere, skærslibere med flere, jeg husker,
særlig
en af dem, han var, flygtning fra Rusland og kunne fortælle spændende
og
mærkelige oplevelser fra det store land. Jeg var
møllersøn og allerede som dreng, fik
jeg, når der var særligt travlt på møllen overdraget hvervet som
møllekusk. De
fleste kørte selv til mølle, men der var nogle der ved særlig travle
landbrugsperioder gerne ville have kornet hentet eller bragt, og
enkelte faste
møllevognskunder havde vi også, blandt andre landsbyens
foderstofforretning,
Kørslen foregik for mit vedkommende så vidt mulig uden for skoletiden,
dog
husker jeg, at jeg nogle gange måtte tage fri fra skolen, degnen så som
regel
over med forsømmelsen, men enkelt gange må han have skrevet mig op til
en
mulkt, idet jeg erindrer, at jeg mere end en gang har måttet betale
den
formidable sum af 10 øre i den anledning. Hesten, jeg
kørte med, var en halvgammel jysk
vallak der aldrig havde udvist noget form for nykker eller oprør mod
menneskemagten, vognen der blev anvendt var en fladbundet fjedervogn en
såkaldt
underløber. det vil sige at forhjulene var så små at de kunne dreje ind
under
vognkassen, hvilket bevirkede at vognen kunne vende på stedet. En dag var
jeg med tom vogn på vej gennem
landsbyen, jeg skulle ned i foderstoffen efter læs, jeg sad på
agerfjælen og
betragtede byen uden at skænke Klaus nogen videre opmærksomhed, men
skæbnen
ville, at der den dag var mere nyt i landsbyen, end Klaus brød sig om.
Vi havde
lige passeret skomagerens havestakit og var omtrent nået hen til
brugsen, da
Klaus fik øje på vejtromlen, et sådan uhyre havde han aldrig set før,
og det
var trods alt mere end hans sindighed kunne acceptere. Biler, der
dengang ikke
var mange af, havde han forliget sig med, som noget han ikke gad
reflektere på,
men en vejtromle var åbenbart efter hans mening, et farligt monstrum,
han
bestemte sig derfor til at ville hjem så hurtigt som muligt, med det
resultat
at han snurrede rundt på vejen, men en heftighed så begge
enspænderstænger
brækkede, hvilket havde til følge, at vognen og hest kun havde
forbindelse med
hinanden ved hjælp af hammelrebene, det gav en noget løs forbindelse,
der
bevirkede at vognen slingrede fra side til side, men just langs
skomagerens
stakit, holdt vognen nogenlunde retningen med det resultat, at det mere
eller
mindre halvrådne stakit med pæl og lægter alt indbefattet stod i
splinter om
ørene på såvel Klaus som mig. Jeg var imidlertid drattet ned fra
agerfjælen dog
uden at miste taget i tømmen og forsøgte nu ved at stemme fødderne mod
forsmækken at få hold på Klaus og igen at få ham inden for fornuftens
områder.
Efter at vi lykkeligvis i svinget ved smedien havde undgået at
torpedere denne,
mente Klaus åbenbart, at den værste fare var overstået, og den vilde
fart tog
af. Ved præstegården hvor en tjenestekarl hjalp mig med den sidste
beroligelse
af Klaus, lod han sig igen indordne under de sædvanlige magtforhold.
Karlen
hjalp mig hen til smeden der forsynede Klaus og vognen med nye
enspænderstænger. Den megen
postyr i landsbyen havde selvfølgelig
fået nogle til at samle sig ved smedien, og jeg husker følgende
bemærkning fra
en af dem: »Det ligner heller et nøj å læ sån en knæjt kjør møllevogn«.
Det var
den ene af de to sårende bemærkninger, jeg husker fra min
møllevognstid.
Anledningen til den anden husker jeg også. Det var en solrig
forsommerdag,
Klaus og jeg var på vej hjem med fuldt læs, jeg havde et øjeblik med
tømmerne i
hånden lagt mig på ryggen hen af læsset alt imens jeg lyttede til
eventuel
kommende trafik samt lærkernes jublende sang, men bedst som jeg lå og
forundrede mig over lærkernes måde at stige og falde på i takt med
deres
syngen, blev jeg indhentet af en cyklende bonde, og jeg skal love for
jeg fik
hans mening om min uansvarlige opførsel som kusk. Det var ellers ikke
bebrejdende ord, jeg fik som møllerkusk, men saftevand og småkager. En
enkelt
bonde var imidlertid af den mening, at når jeg kunne køre møllevogn,
var det
nok bedre at ombytte saftevand og kager med cigar, hvilket jeg med tak
tog
imod, jeg havde fra jeg var en halv snes år røget pibe, og cigarer var
jeg ikke
uvante med, så jeg glædede mig altid til at komme i den gård og få mig
en lille
Esperant |
|
|
Det
var på sådanne stille sommerdage der blev
tid til at få noget fortalt om mølleri fra endnu ældre tid f.eks.
hvorfor der i
kuberne over kværnene var slået messingsøm. De var anbragt i en række
over
hinanden i et antal af 1-2-3-4 og forfra igen engang til 1-2-3-4, de
stammede
fra dengang, hvor komet Ikke blev vejet men målt og angav hvor mange
skæpper
korn der blev hældt i kuben. Mølleren fik i ældre tider ikke penge for
sit
arbejde med kornet, men tog til gengæld en lille del af kornet som
betaling,
mølleren toldede af kornet som det kaldtes i forhpld til hvor mange
skæpper han
forarbejdede. Stemninger er for en stor part individuelle og hører vel,
egentlig ikke hjemme i en beretning der forsøger at fortælle lidt om
det
mølleerhverv, der er forsvundet, men jeg kan alligevel ikke lade være
at
forsøge at gengive den fornemmelse af, at møllen næsten var et levende
væsen og
vi en del af den, når vi ved arbejdet opfattede dens lyde, der kunne
fortælle
os om vinden havde ændret retning eller styrke, om en kværn eller valse
var ved
at løbe tør, eller en sæk var blevet fuld. Møllens lyde løb for den
ukendte
sikkert sammen i en strøm af monotone durrende lyde, men for os der
kendte dem,
fortalte de alt, hvad vi burde vide om den levende mølle.
I det
rum, tror jeg træskomanden opholdt sig
de fleste af døgnets timer, og det var også der, han havde barber
salon, når
det lyder måske så fint igen, men ihvertfald blev de mange af
landsbyens og
omegnens beboere, der turde betro deres hoved til træskomanden,
klippet her.
Blandt dem var også en lun bonde, der absolut ikke var nærig men
urimelig penge
skulle der ikke gives ud derfor protesterede han mod den ublu stigning
fra 50
til 75 øre, som træskomanden før en klipning meddelte bonden, han nu
skulle
give for en sådan. Bonden ville give de sædvanlige 50 øre og aldrig en
øre
mere. Uden mere parlamentering om prisen og under sædvanlig samtale tog
klipningen sin begyndelse, de var begge interesseret i mangt og meget,
så der
var nok at drøfte, På et tidspunkt meddelte træskomanden, at nu var han
færdig
med den klipning. Bonden, der trods optaget af samtalen og uden spejl
alligevel
havde fulgt med i klipningen, protesterede omgående, idet han var klar
over, at
han kun var blevet klippet på de ca. to tredie dele af hovedet, men
træskomanden erklærede, at når han kun skulle klippe for 50 øre, havde
bonden
fået, hvad han kunne tilkomme.
